Genoptræningen begyndte allerede på dag ét
I relation til plejecenteret Kong Frederik IX på Ribe Landevej i Haderslev ligger kommunens genoptræningscenter for borgere med hjerneskader. Stedet kom til at spille en kæmpestor rolle i mit liv i perioden marts til september 2025.
Første dag på Hjerne-Nerve afdelingen på Aabenaa Sygehus. Jeg lå som 125,7 kilo lamt kød i sengen. Kunne ikke bevæge mig fem centimeter og jeg kunne se af en whiteboard tavle at de to første dage nød på hele fire scanninger. To CT scanninger af hovedet, en MR scanning samme sted og en scanning af hjertet. Hertil kom, at jeg var blevet diagnosticeret bimlende sykkersyg. Man målte et blodsukker på 22 (burde være max 7) og et ‘langtidsblodsukker’ på 101 (det må være 48).
Men allerede der begyndte genoptræningen. Først i form af en talepædagog, som undersøgte potentialet. Hun synes at være tilfreds og hentede en halv snes A4 ark med mærkelige – og kilometer-lange – ord, som jeg skulle prøve at udtale. Det lød langt fra godt med en halv-lamme tunge. Men jeg kløede på.
Dog ikke længe for så stod en ergo terapeut på stuen. Hun havde også skumle planer. Træningen af den lamme arm og hånd kom i begyndelsen til at foregå med et såkaldt ‘Solitaire’ spil. Nogle orange brikker skulle fiskes op fra en plastic bøtte og sættes i en masse huller i en spilleplade. Jeg har aldrig trænet så hårdt – hverken før eller siden. Bare en halv times træning og man var helt udmattet. Det var her jeg stiftede bekendtskab med den helt fantastiske sygeplejerske-studerende, B, som har en engels tålmodighed. Hun heppede på mig og måtte gentagne gange samle plastic bøtte og masser af orange brikker op fra gulvet når min underlige arm fik dem raget ned.
Mit første møde med specialiseret genoptræning – et ‘solitaire spil’.
Sørme om det ikke også kom en fysioterapeut, P, som var en herlig type. Hun så på mig og sagde: Nå, vi må have dig ud af den seng. Det er kun syge mennesker, som ligger i sengen. Og så satte hun handling bag ordene med nogle smarte tricks som kunne bruges når de stakkels sygeplejersker og sosu’er skulle have mig ud af sengen og på toilet.
Det er en ‘præstestol’, fortalte P. Hun kom slæbende med en særlig stor rollator med motor på. Når man klamrede sig til håndtagne kunne motoren løfte din krop op og ned. Lidt træning skulle til men så drønede (slow motion) jeg rundt på stuen.
-Så kan vi da godt gå en tur, sagde evigt-positive P og tog mig med 5-10 meter op og ned af gangen. Ikke noget kønt syn, en tyk gammel mand med én lam arm og et lamt ben, som blev slæbt lidt efter rollatoren.
Men jeg blev glad for ‘præstestolen’ og luntede rundt på stuen med den. Og det fik P til at sige:
-Jamen så tager jeg præstestolen fra dig igen. Så må du klare dig med den der, sagde hun og pegede på en helt almindelig rollator. Den så godt nok noget spinkel ud, men det blev næsten kærlighed ved første blik. Hold da op hvor jeg gik op og ned af gulvet med rollatoren. Og nu kunne jeg selv komme på WC og ud til bad. B, som var knyttet fast til mig hele ugen, kom igen og igen og sagde:
-Nå Peter, skal vi ikke ud at løbe? Hold fast hvor er det en stor gevinst for det danske sundhedsvæsen at der findes mennesker som B.
Håndskriften der blev væk
I den første lange tid kunne jeg kun skrive på telefon og computer med venstre hånd, og det er normalt min klart svageste hånd. Det tog enormt lang tid. Og at skrive i hånden kunne ikke lade sig gøre. Ergo terapeuten gav mig gode tips og øvelser, men det tog et halvt års tid før man kunne læse hvad jeg skrev. Men hvad pokker! Hvem skriver også i hånden i dag? Jeg trænede hårdt i at kunne lave en troværdig underskrift og så måtte det andet komme med tiden.
Trapper
I løbet af ugen begyndte der at komme fokus på, hvad der skulle ske efter min udskrivning. Kommunens folk var ude i vort hus og meldte tilbage, at det ville blive en udfordring. Vort hus er i to plan og badet ligger på første sal.
-Jamen så skal vi jo til at træne på trapper, sagde P med et smil, som man ikke kunne afkode om var sympatisk eller psykopatisk.
Jeg har nok set noget skræmt ud, men tænkte at hun sikkert vidste hvad hun gjorde.
-Det er et spørgsmål om teknik, fortalte P, og viste mig en trappe-maskine man kunne træne på. Tricket er at man går forlæns op og baglæns ned. Noget jeg stadig gør hvis jeg ikke kender trappen godt. Så falder men ikke så langt.
Jeg nåede kun lige at tænke: -Det var ligegodt pokkers hvor godt det går, før P sagde:
-Så kan vi da vist godt udfordre en rigtig trappe!
Det er nogle alvorlige trapper man har ved Indgang B på Aabenraa Sygehus.
Hvis man har været ved indgang B på Aabenraa Sygehus har man muligvis været ved de store grønne trapper. Der er 25 (!!!) trin imellem hvert repos. Og P, B og endnu en fys fik mig slæbt både op og ned.
-Se nu kn du komme hjem, sagde P. Du skal bare have en rollator både oppe på første sal og nede i stuen. Og med yderligere en badebænk og en rampe op til indgangsdøren kom det faktisk til at virke.
Det gode humør er vigtigt i genoptræningen og det er M altid garant for. Her har hun købt oppustelige stokke til os der ‘går mærkeligt’.
Mødet med L,T og R
Haderslev Kommune råder over flere genoptræningscentre. Folk som har fået en hjerneskade træner på Ribe Landevej hvor træningscenteret befinder sig i samme bygning som Kong Frederik IX plejecenter.
Her er det ergoterapeuten L og fysioterapeuten T, som regerer. Sidstnævnte havde ferie da jeg startede op, så det var en anden fysioterapeut, R, der tog imod.
Håndskriften er fuldstændig forsvundet. Den er begyndt at nærme sig tidligere tiders ulæselighed, men man skal jo helt kunne skrive under på ting.
Jeg kom til at tilbringe rigtig meget tid på Kong Frederik IX. Fra starten af marts og frem til 18. september trænede jeg ihærdigt både styrke-, balance- og energiforvaltnings-træning, her. Jeg tog imod alt hvad de tilbød mig og forsøgte at møde veloplagt og humørfyldt op hver gang. Og træningen var svær og hård men aldrig kedelig. Og man fik uendeligt mange gode værktøjer med hjem.
Betydningen af ‘Energiforvaltning’
Allerede på sygehuset begyndte ergoterapeuten at introducere mig for begrebet ‘Energiforvaltning’. Det handler om, at man skal være opmærksom på, hvor meget energi man råder over. Og når man har brugt en masse energi, skal man ‘lades op’ påny.
Ved mødet med ergoterapeuten L på Kong Frederik IX kom der ekstra fokus få. Hun lærte mig, at tænke på indersiden af hovedet som et ‘trafiklys’. Når alt var fint ved lyset grønt. Når man bruger af energien bliver det gult – og det må det gerne. Men før det bliver rødt, skal der lades ny energi påny.
Konsekvensen af at lyset bliver rødt, er at man går helt ‘flad’ og at det tager meget lang tid at blive frisk igen. Og når man er helt flad kan man ikke noget.
Jeg har arbejdet rigtig meget med energiforvaltning og har erfaret hvor rigtige L’s ord er. Det er den mentale udtrætning, ‘Hjernetrætheden’, der er den største trussel for min hverdag. Både på jobbet og i forskellige aktiviteter i privatlivet. Jeg har flere gange måttet trække mig fra fx familiefester. Men det er også tydeligt at jo bedre men bliver til det, jo mere vokser det ‘råderum’ hjernen har.
-Med en hjerneskade som din, mister hjerne sin evne til at sortere i de indtryk du mødes med. Før kunne du sortere det ‘uvæsentlige’ fra. Nu oplever du alle påvirkninger, men hjerne lærer at kunne frasortere på ny, lød de kloge ord.
Fra fire hjul til to ben
Begyndelsen var svær, både fysisk og mentalt. Det var meget uvist hvor meget man ville kunne forbedre sig. Men heldigvis var terapeuterne ‘klare i spyttet’:
-Det bliver hårdt, og kommer til at tage lang tid, men du kan komme langt, har meldinger lydt igen og igen.
Nødvendige transportmidler har der været mange af undervejs fra fire hjul til to ben.
Jeg husker tydeligt første dag til genoptræning. Jeg kiggede på de andre, som var det og tænkte:
-Gad vide om jeg er på det rigtige hold? De andre gik bedre end jeg, de trænede bedre end jeg og de havde tilsyneladende en langt bedre balance.
Men det skulle snart vise sig at jeg var det helt rigtige sted. Træningen var bare således tilrettelagt, at den altid var lidt sværere end man troede man kunne klare. Og det som man ikke kendte, men som terapeuterne var fuldt ud klar over, var den progression (fremgang) man kunne præstere.
Jeg var meget flittig med min træning. Missede ikke en eneste gang og var heldig med at få mit trænings-tilbud forlænget ret meget. Og så får man altså meget ud af det. Også fordi den træning, som blev udført på centeret i meget høj grad også kunne laves derhjemme.
Balloner, fluesmækkere og brugte plastickrus
Den stærkt specialiserede genoptræning på Kong Frederik IX råder over en del smart grej. Men når man skuer tilbage på træningsforløbet, så kom meget af fremgangen efter at have trænet med meget lavpraktiske remedier. Vi har arbejdet en hel masse med bolde, risposer, kegler, balloner, og gamle brugte plastic-krus.
Sidstnævnte blev brugt til at træde på – på forsigtigt at du kunne høre det, men så forsigtigt at de ikke blev fladmaste. Prøv lige det med et lamt ben 🙂 Stakkels plastic-krus. Godt at det var genbrug.
Vi skulle ‘ud at lege’
Faktisk var vejret ofte godt i den periode, hvor jeg gik til genoptræning på Kong Frederik IX. Og det er godt for så kan man også benytte sig af de udendørs arealer omkring træningscenteret. Her findes både en stor ‘gårdhave’ som rummer alle slags underlag og mulighed for en masse forskellige aktiviteter.
Hvis man havde så ujævne græsplæner hjemme i villahaven ville man nok være lidt flov, men her er de geniale til at træne ‘afværgeskridt’ på. Vi brugte udendørsarealerne rigtig meget og det var et almindeligt samtaleemne når vi sad og ventede på terapeuterne: -Skal vi ud at lege i dag?
Arbejde som genoptræning
Relativt hurtigt i genoptræningen foreslog jeg L og T, at jeg ville kunne bruge mit job som en del af genoptræningen. Altså tilbyde nogle af mine trofaste klienter gratis behandlinger, med den præmis at det var genoptræning for mig. Altså en form for ‘win-win situation’. Terapeuterne kunne lide idéen og på en møde med Haderslev Jobcenter fremlage L den for jobkonsulenten. Det var jo vigtigt at Jobcenteret ikke skulle tro at jeg arbejde samtidig med at jeg var sygemeldt. Det ar jobkonsulenten med på med det samme.
Jeg er sikker på, at det at vi gjorde det på denne måde er en stor del af forklaringen på, at jeg er kommet så langt med min genoptræning – i hvertfald af overkroppen.
En både glad og vemodig Peter tog den 18. september afsked med genoptræningen på Kong Frederik IX.
Afsked med diplom
Undervejs igennem min genoptræning på Kong Frederik IX har jeg været med til at tage afsked med mange andre i samme situation som mig selv. Ikke fordi man er helt færdig-trænet, men fordi det offentlige tilbud om specialiseret genoptræning ophører. Og den 18. september blev det så min tur. Med en klump i halsen og en tåre i øjenkrogen skulle der siges farvel.
-Vi har en lille ting til dig, sagde L og T og fremdrog et fint diplom (se herunder). Det hænger nu og blærer sig i min klinik.
L og T havde lavet et flot diplom til mig, som nu hænger og minder mig om, at genoptræningen langt fra er færdig.
Status og nye mål
Vi nærmer os årsdagen for blodproppen og så er det vel tid for en status, og for at formulere nye mål for genoptræningen.
Status er god. Fremragende måske endda. I hvert fald når det gælder overkroppen. Jeg kan sagtens høre – især hvis jeg ser mig selv på video – at der stadig er noget med ansigtet og stemmen. Højre side hænger lidt og stemmen lyder som om jeg havde en kartoffel i munden. Men med så meget andet er det begrænset, hvor stort problemet er. Ved ikke om det bliver meget bedre, men det kan jo ikke udelukkes. Man kan bestemt også godt se at problemet er størst, hvis man er træt.
Højre del af overkroppen – fx arm og hånd – er det som klarer sig bedst. Styrken er i høj grad tilbage – kun et problem hvis jeg skal bære noget tungt. Finmotorikken er også ved at være der. Jeg kan fuldt ud arbejde med arm og hånd, fornemmelser er tilbage og der sker kun begrænset udtrætning. Det kan også lade sig gøre at knipse igen 🙂
Igen kan jeg ikke sige om der stadig er forbedring at gøre men det tror jeg på og arbejder på det.
Mindst godt er det med underkroppen. Jeg går stadig som én med en promille på syv. Ikke mindst hvis jeg er træt, hvis det blæser eller hvis det er glat. Så det arbejder jeg med. Min tanke er, at så godt som arm/hånd er blevet må benet også kunne blive.
Jeg har altid behov for at have mål. Og mål skal være konkrete, realistiske og målbare. At kunne gå bedre er naturligvis et mål, men ikke særlig konkret. Af konkrete mål er, at jeg – senest til midsommer – kan løbe 50 meter (uden at styrte). Og at jeg i løbet af 2026 kan cykle en lille tur. Jeg vil også senest til Skt Hans kunne stå på en stige, og jeg vil kunne gå til Safet for Livet i september uden at ‘brænde’ ned. Gode mål for den næste tid.
Kunne mere end arbejde og træning
Det første år efter blodproppen har der ikke været energi til ret meget andet end arbejde og træning.
Jeg har ikke været særlig social i perioden. Naturligvis har jeg – og min hustru, Yvonne – deltaget i runde familie fødselsdage og den slags, men ellers ikke rigtig noget. Jeg har siddet som formand for vores Grundejerforening, men har ikke været den store ressource. Jeg håber at 2026 byder på en tilbagevenden til normale tider. Jeg har altid været en forenings menneske og er blevet inviteret til at indgå i Styregruppen bag Stafet For Livet Haderslev, hvilket jeg glæder mig til.