Blodprop

Den dag hjernen gik i stykker

Livet tog en drejning torsdag den 20. februar 2025 klokken 04.00 da jeg blev ramt af en blodprop i hjernen. Jeg faldt om og var helt lam i højre side af kroppen.

Det blev en skelsættende dag, torsdag den 20. februar 2025.

Da jeg skulle op for at tisse, klokken 04.00 om morgenen, havde jeg godt nok svært ved at komme ud af sengen. Op kom jeg dog og fik også taget en tre-fire skridt før jeg væltede om. For at øge dramatikken faldt jeg ind i en kommode og en dør på vejen imod gulvet. Der lå jeg så – helt og aldeles ude af stand til at flytte mig.

Da hele højre side af kroppen var ‘væk’ kunne jeg naturligvis godt gætte hvad der var sket.

Jeg var ved at tage livet af min kone, Yvonne, som heldigvis var hjemme. Jeg ville aldrig havde kunnet komme hen til min telefon, til trods for, at den lå kun fire-fem meter væk.

Ikke færre end tre scanninger, to gange CT og én gange MR, viste at der var tale om en blodprop i ´hjernestammen´. Foto: Freepik.com

Det blev en forbandet stor opgave for de to, bomstærke, ambulancereddere at få mig ned fra soveværelset på første sal, til båren som stod i stuen og videre ud i ambulancen. Jeg vil hævde til min død, at jeg forsøgte at hjælpe til – men den hjælp var intet bevendt.

Takket være en ‘trappestol’ lykkedes at slæbe min lamme krop ned på båren og ud i ambulancen, hvor paramedicineren allerede der påbegyndte behandlingen.

Efter den akutte behandling af blodproppen venter nu en, antageligvis livslang, medicinering og en hel masse genoptræning.

Læs evt undersiden GENOPTRÆNING her

Scroll to Top