Ny livsledsager: Diabetes

Billedet her er naturligvis et ‘filmtrick’. Jeg undgår så vidt muligt al sukker og kulhydrat.
Mennesker med et sundt blodsukker-niveau vil måle en blodsukker-værdi omkring 4-7 og et ‘langtidsblodsukker’ på under 48. Faktisk bruger man langtidsblodsukkeret – som beskriver niveauet hen over en periode – til at fastslå om man har diabetes 2.
Da man tog de første prøver den 20. februar var mit sukker-niveau 22! Og langtidsblodsukkeret var 101 !! Så der var ikke noget at tvivle på, så jeg kom omgående i insulin behandling.
Det vil sige, at jeg fem gange i døgnet blev sukker-målt og alt efter værdien blev der stukket insulin fire gange i døgnet.

Insulinen fyldte meget i medicin-forbruget til at begynde med.
Effekten af behandlingen var ikke til at tage fejl af. I løbet af de otte dage jeg var indlagt, var et drop i blodsukkeret til ca 16. Og jeg kunne tydeligt mærke forandringen i kroppen. Hele kroppen begyndte at fungere bedre.

Kombinationen af god medicin og sund kost, med deraf følgende vægttab, har gjort sit tydelige arbejde. Langtidsblodsukkeret er faldet for hver prøvetagning. I slut september 2025 var det 36.

Arbejdet med min Diabetes varetages i den første tid (vist det første år) af Diabetes ambulatoriet på Aabenraa Sygehus.
Læger, sygeplejersker og diætister med speciale i diabetes har undersøgt, behandlet og rådgivet løbende hen over perioden, imens jeg selv har varetaget målinger af blodsukker-værdier på daglig basis.
Hvor jeg indledningsvis blev blodsukker-målt fem gange i døgnet på sygehuset, reducerede vi det til fire gange i døgnet efter udskrivelsen. Dette ledsaget af tre sprøjter med insulin i døgnet gav en pokkers masse stikkeri. Det var derfor en kæmpe hjælp da insulin-sprøjterne kunne erstattes af piller. Og da blodsukker niveauet blev stabilt på en godt leje, kunne vi reducere antallet af målinger.
Som Type 2 diabetiker tilbydes man ikke en såkaldt sensor (‘Diabetesforeningen’ arbejder ihærdigt på at det sker) og derfor får man utallige stik i fingerspidserne. Med et job som mit bruger jeg mine fingerspidser rigtig meget, og de bliver meget følsomme. Så jeg var i store overvejelser om, at anskaffe en sensor for egen regning. Det koster ca 100 kroner om dagen, hvor de manuelle målinger kost én ca 30-40 kroner om dagen.

Men som verden ser ud i dag – jeg måler i fingerspidserne tre gange om ugen (og øger til fire gange i døgnet tre dage før en kontrol) er det ikke længere relevant.

Diabetes rammer en kæmpestor del af befolkningen og har store menneskelige og økonomiske konsekvenser.
