Bare rolig! Billedet er kun for sjov 🙂 Men Sundhedsvæsnet ‘fejrer’ årsdagen for min blodprop med en masse ‘årskontroller’. Derfor vil der komme nogle dage hvor min klinik holder lukket nogle timer imens jeg er til blodprøver og kontroller. Tegning: Chat GPT
Det var ikke noget kønt syn 🙁 126 kilo tung, lam og skæv i sengen på Aabenraa Sygehus den 20. februar 2025.
Kronologisk fortælling om min rejse
(Seneste update: 9.2.2026)
KORT FORKLARING:
Torsdag den 20. februar 2025 blev en skelsættende dag i mit, massør og akupunktør Peter Rasmussens, liv.
Klokken 04.15 om morgenen blev jeg ramt af en blodprop i hjernen. Jeg faldt om og var ude af stand til at bevæge hele højre side af kroppen.
Denne side handler om hvordan det gik – og går. Den handler om det sundhedssystem vi har her i landet og hvilke ting som pludselig kan forandre dit liv. Siden opdateres løbende da udviklingen hele tiden bringer nyt. Læs med hvis du har lyst – og tusind tak fordi du gør.
De første otte dage efter blodproppen blev mine første dage, i mit næsten 64 årige liv, som indlagt. Først på FAM og siden Hjerne-Nerve afdelingerne på Aabenraa Sygehus.
Det hele begyndte med et fald
Dagen var den 20. februar 2025. Faktisk havde jeg haft det skidt i måske 10-14 dage, men tænkte det nok var lidt influenza. Men da jeg skulle ud af sengen, for at tisse, var det rigtig svært. Op kom jeg dog men gik kun et par skridt før jeg lå så lang jeg var på gulvet (efter at have ramt en dør og en kommode – og skræmt livet af min kone). Det var ingen kontakt til højre side af kroppen og heller ikke til højre side af ansigtet. Så det begyndte hurtigt at gå op for mig hvad der var sket.
Efter at have knoklet forgæves nogle minutter for at komme op at sidde, ringede vi 112.
På mange måder har jeg været helbredsmæssigt heldig i mit liv. Jeg har aldrig været indlagt, jeg har aldrig været hentet af en ambulance og har stort set aldrig fået medicin. Men det blev der lavet om på nu.
Mit første store møde med ‘systemet’ begyndte med to hærdebredde ambulance reddere, som fik et frygtelig besvær med at samle mig op fra gulvet, ned af trappen fra første sal og ned på en båre. De klarede opgaven og allerede i ambulancen begyndte behandlingen, som kunne havde været meget mere effektiv, hvis jeg havde søgt læge 10 dage før. Det var første af mange situationer, hvor jeg lærte at man skal søge hjælp når man mærker at noget er galt.
Men mit første møde med sundhedsvæsnet blev meget positivt – og det skulle blive endnu bedre.
Goddag til Aabenraa Sygehus
Jeg ankom til Aabenraa Sygehus lige præcis da nattevagterne skulle afløses så de kunne komme hjem. Men det betød bestemt ikke, at jeg ikke blev mødt med smil, energi og overskud.
Igennem tiden har jeg ofte lagt ører til en del negativ snak om Aabenraa Sygehus. Sikkert fordi det er det nærmeste sygehus og sikkert også fordi det er blevet dansk nationalsport at sige noget negativt om ‘systemet’. Nu skulle jeg lære at Aabenraa Sygehus er befolket af dygtige, energiske, mennesker, som ikke er bange for at løbe en ekstra mil for at man får det bedre.
Min ankomst til FAM skete midt i et vagtskifte, men alligevel tog læge og sygeplejersker sig god tid til at få et overblik. Mistanken til en blodprop var der ikke så meget tvivl om, men fordi jeg faktisk havde haft den i et stykke tid, kunne den ikke opløses. Der var kun den hårde vej med behandlinger og mange måneder med genoptræning.
Undersøgelserne viste også at blodtrykket var alt for højt, kolesterolen ligeså og så var jeg temmelig meget sukkersyg. Nu skulle der laves en masse undersøgelser og scanninger.
Den venlige portør rullede min seng hen til Hjerne-Nerve afdelingen, som tidligere hed ‘Neurologisk’. Her ventede endnu en flink sygeplejerske, som fortalte at det var hendes opgave at byde mig velkommen. Hun viste mig en whiteboard tavle, hvor man kunne læse at der ventede flere forskellige scanninger de næste dage. Desuden hvem som var på vagt og andre nyttige informationer.
Til trods for den tilstundende weekend kom der mange flere ‘gæster’ på stuen. Første person var talepædagog. Efter en undersøgelse, hvor man skulle sige ord og presse tungen imod kinden, kunne hun berolige mig med at der åbenbart ikke var noget kognitivt galt. Det kan trænes tilbage til god funktion, sagde hun.
Næste i rækken var en ergoterapeut, som også så nogenlunde tilfreds ud med den tykke, gamle, lamme mand i sengen. Hun meldte ud, at hun snart ville vende tilbage, og gav plads til fysioterapeuten.
-Vi må se at få dig ud af sengen. Det er kun de syge, som ligger i sengen, sagde hun irriterende frisk. Inde i hovedet har jeg nogle gange dømt hende til at være lidt psykopatisk, men hold fast hvor kom jeg til at holde af hende.
Maden på Aabenraa sygehus er et kapitel for sig. ‘Folk der spiser godt heler bedre’ hedder filosofien. Blandt andet bød menuen på øllebrød som vor mormor lavede den.
De første hverdage blev hektiske med mange undersøgelser. Min overkrop var plastret til med ledninger og ‘pads’, som aflæste alt muligt. Af og til faldt de af, og så kom sygeplejerskerne og tjekkede om jeg var død. Da jeg ikke var det satte de elektronikken fast igen.
Første store test var en CT scanning, som senere blev fulgt op af en ny CT scanning, denne gang med kontrastvæske. Og den helt store MR scanning dokumenterede min blodprop. Der var også en hjerte scanning, og jeg blev meget positiv overrasket over at lægen sagde, at hjertet virkede fint.
-Det var lige godt pokkers. Alle andre dårligdomme har jeg, men godt at tikkeværket virker, tænkte jeg.
Når man rammes af en blodprop får man automatisk et køreforbud på tre måneder. Så smilet kunne næsten ikke vaskes af ansigtet da lægen efter tre måneder ophævede forbuddet. Dag 98.
Efter et liv uden medicin blev jeg nu introduceret til en masse medicin, hvor noget af det nok bliver en del af min hverdag resten af livet.
Mødet med en meget lang genoptræning
Læs evt mere om genoptræningen her
Det var noget af en overraskelse for mig at genoptræningen begyndte lige med det samme. Og igen var det talepædagogen som trådte ind på stuen som den første. Med sig havde hun en masse A4 ark med de sygeste lange ord, som var svære at udtale. Alt for mange konsonanter og alt for få vokaler.
-Så skal du bare sidde og udtale dem, sagde den flinke dame med et skævt grin. Og det kom da også til at se sjovt ud. Hold da fast, hvor jeg læste og udtalte og optog det med mobilen. Det var ikke et kønt syn.
Men det var ikke det eneste. Ergo- og fysioterapeuter dukkede op og jeg blev f.eks præsenteret for at oversize solitaire spil. En masse orange ‘pinde’ skulle placeres i en masse huller på pladen. Også så skulle de fjernes igen – vel at mærke med den ‘lamme’ arm. Det blev til utallige ‘spil’ og man kan næsten ikke forestille sig hvor svært sådan noget kan være. Igen og igen kiksede det, ofte endte plastic bøtten med pinde på gulvet og efter hvert spil var kroppen udmattet.
Ufatteligt nok var især B, som næsten var min personlige sygeplejerske, konstant sød til at samle løbske pinde op – og være en stærk motivator. Faktisk blev jeg gradvist bedre til at putte pinde i.
I de første dage var det nærmest umuligt at komme ud af sengen. Faktisk kunne jeg ikke engang rykke mig op og ned i sengen. Men fysioterapeuten P havde en masse gode teknikker, at lære fra sig. Og hun havde meget større ambitioner end det. Hun kom trækkende med et mærkeligt monstrum.
-Det er en høj gangstol eller en ‘præstestol’, forklarede hun. En lille, men stærk, motor kunne rejse kroppen op og så kunne man tøffe lidt rundt på stuen. Hold da fast, hvor jeg jeg blev glad for min nye ven, som dog allerede næste dag blev taget fra mig.
-Nu må du være i stand til at bruge denne, sagde P og pegede på en lille, spinkel rollator. Det var sgu lidt angstprovokerende og det tog lidt tid at knække koden og komme op at stå. Men efter nogle forsøg lykkedes det, og så gik det igen i slow motion rundt på stuen.
Vejen fra lam til nogenlunde gående har budt på flere transportmidler.
-Skal vi ikke prøve at gå ud på gangen, spurgte P – igen iklædt det skæve smil.
-Selvfølgelig, sagde jeg med skælvende stemme. Og så forsøgte jeg. Højre ben kunne ikke rigtig følge med og kroppen blev pokkers udtrættet. Men turene blev længere og længere. Igen var B en meget stor hjælp. Jeg kunne sgu ikke sige nej når hun smilende spurgte:
-Skal vi ikke ud at gå en tur?
Håndskriften har aldrig været særlig pæn, men efter blodproppen var den helt væk. Der bliver brug for meget træning. I første omgang har jeg øvet mig i underskriften, så man kan skrive under på noget. Dag 45.
-Skal vi prøve om vi kan nå helt hen til enden af gangen?, spurgte P. Og næste gang:
-Skal vi prøve om vi kan gå hele vejen rundt om afdelingen? Du kan jo tage en pause under vejs. Og jeg forsøgte og det lykkedes, men kroppen var helt udsolgt da den vendte tilbage til stuen.
På femtedagen sagde P:
-Jeg kan forstå, at I har trapper derhjemme, så nu skal vi ud at gå på trapper. Igen det søde smil, som man ikke helt kunne tolke.
-På trapper, tænkte jeg. Det går sgu da helt galt!
Men jeg tøffede med hende. I et træningslokale havde de en slags trappemaskine, som man kunne træne på. Og P havde påny teknikker, som resulterede i, at jeg – klamrende mig til gelænderet – kom op af nogle få trin – og ned igen.
-Nu skal du lige hvile dig, så skal vi ud at gå på rigtige trapper, sagde P. Og jeg så på hende med vantro i øjnene. Men hun skulle få ret.
Hvis man har været omkring indgang B på Aabenraa Sygehus, så kender man måske deres trapper. 25 (!) trin imellem hvert repos. Og dem kom jeg op og ned af. Det var som at bestige Mont Everest.
Trapperne på Aabenraa Sygehus er skræmmende. Hele 25 trin mellem gulvet og første repos. Bevæbnet med en stol, som man kunne hvile sig på, tog P og B fat på, at få den tykke, lamme mand op og ned af den høje trappe. Sejren var enorm, da det lykkedes og det var dejligt at føle at også mine to rejsekammerater blev glade. Faktisk lykkedes det flere gange imens jeg var indlagt at forcere trappen. Nu var de beskedne 15 trin på trappen derhjemme ikke længere så skræmmende.
Jeg blev en fys-case
Faktisk var fysserne på Aabenraa Sygehus så fornøjede med mit defekte legeme – og sikkert også mit komiske ydre – at de spurgte om jeg ville være ‘case’ for en fysioterapeut studerende, som skulle lave en slags prøve.
-Selvfølgelig, sagde jeg og glædede mig til det. Skulle jeg måske ikke havde gjort, for da den – i øvrigt meget søde og venlige – studerende havde undersøgt mig, begyndte en tur igennem alskens prøvelser. Lige fra bygning af perleplader til gang på de pokkers trapper. Men sjovt var det!
De fantastiske mennesker
Naturligvis er det ikke nogen særlig positiv ting, at få en blodprop i hjernen og en bimlende sukkersyge, men når det alligevel har været en meget god og livsbekræftende rejse, så skyldes det de mange helt fantastiske mennesker jeg har mødt. Mennesker, som naturligvis har en høj grad af faglighed, men som også har en kæmpestor menneskelighed. Som trods stor travlhed har en fantastisk energi og et overskud, som betyder alt når man er bragt i en situation som min. Det er jo langt fra sikkert, at nogle har lyst til at blive nævnt ved navn på nettet, så jeg nævner jer kun med forbogstav. Men hvis nogen af jer læser dette, så håber jeg at I kan genkende at det er jer jeg skriver om.
Jeg vil for altid være dybt taknemmelig for den fantastiske hjælp jeg har fået, og som har bragt mig tilbage til et godt liv. Det var enormt angstprovokerende at udfordre de lange gange og trapper på sygehuset. Men I har alle troet på mig – det har betydet alt.
Da jeg ankom til FAM var jeg en 125 kilo tung klump, der bare kunne ligge. Det lykkedes mig gentagne gange at tisse i sengen og var ikke til megen hjælp hverken når jeg skulle på toilettet eller i bad. Men I tog det i stiv arm og ikke mindst U, som var meget omkring mig, var en kæmpe hjælp.
Det var en sølle udgave af mig som tjekkede ind på sygehuset. Jeg har lovet mig selv højt og helligt, at den version bliver jeg aldrig igen. Dag 2.
Der er dog én som slår alle andre. Det er B, som er sygeplejerske studerende og som var i praktik på Hjerne-Nerve afdelingen. Hun var en kæmpe hjælp og en lige så stor motivator. B blev sat til at ‘mandsopdække’ mig, hun var med ved de fleste undersøgelser, sørgede for et dagligt bad og ikke mindst traskede hun utrætteligt op og ned af gangene med mig, iklædt rollator og slæbende med et næsten lammet højre ben. Kære B, tusind tusind tak.
Helt generelt er jeg super glad og taknemmelig for jer alle. Sygeplejersker, SOSU’er og læger. Altid hjælpsomme og villige til at svare på mine ‘håbløse’ spørgsmål. Det var ikke helt let, at bakse med mig, men I gjorde det med et smil.
Også en stor tak til terapeut teamet, fysioterapeuten, ergoterapeuten og talepædagogen. Jer kan man læse mere om i det afsnit, som handler om genoptræning.
En særlig gruppe af mennesker på sygehuset, som imponerer mig helt vildt er de frivillige. Der findes både nogle med blå veste og nogle med røde veste. Begge grupper slår mig som ældre mennesker, som muligvis selv har haft et arbejdsliv i sundhedsvæsnet.
De som har blå veste hjælper alle, som ankommer til sygehuset. Hjælper med at finde vej til deres aftaler. Og de, som er iklædt røde veste, kommer fra Røde Kors og er til rådighed for an samtale med de patienter, som har behov. Mange er bange, forvirrede, i tvivl eller i krise. Så hjælper det med en snak med et roligt menneske.
Tilbage til kommunen
På månedens sidste dag blev jeg udskrevet. Med god hjælp fra en flink Flex taxa chauffør kom jeg hjem til adressen i Vojens, hvor Haderslev kommune, helt som aftalt, havde leveret nogle hjælpemidler. Huset var blevet udstyret med en ‘rampe’ så jeg kunne komme ind og ud af huset. Der var en badebænk, så det var muligt at få et bad. Og helt som aftalt var der leveret to rollatorer, så der kunne være én på første sal og én i stuen.
Helt skæv i kadaveret og lam i den ene side – men landet hjemme hos sig selv. Dag 8.
Så landede man hjemme i ‘jordhulen’ og i Haderslev Kommune. Det blev et spændende møde med kommunens ‘fremskudte team’.
Og så ventede mødet med det, som hos Haderslev kommune hedder ‘Fremskudt team’. Et tværfagligt team, som stod klar til at ‘gribe’ én når man kommer hjem fra sygehuset.
Ergoterapeut, fysioterapeut, hjerneskade-koordinator, sygepleje og hjemmehjælp stod klar. Faktisk havde kommunen, da man havde vurderet vort hjem og set at der er trapper, tilbudt mig et ‘rehabiliterings ophold’ på Kong Frederik IXs plejecenter. Et tilbud, som jeg dog takkede pænt nej tak til.
-Vi starter med alle tilbud fra start, så kan vi vælge fra, sagde de i Fremskudt team. Og snart blev ganske meget valgt fra. Der var ikke brug for hjemmehjælp og sygepleje. Og træningen skulle for ske i regi af kommunens træningstilbud.
Jeg må indrømme at jeg er blæst helt bagover af den indsats, som kommunen har ydet. Både det fremskudte team og på Jobcenteret, som hjalp meget omkring sygemelding og tilbage vending til arbejdet. Da man er temmelig begrænset, sådan transportmæssigt, foregik alle møder med Jobcenterets konsulent på Kong Frederik IX i sammenhæng med træning. Og med deltagelse af ergo-terapeut L. Så spillede alle sammen og min tilbagevenden til arbejdet gik så gnidningsfrit som muligt.
Jeg kom til at tilbringe utallige timer på Kong Frederik IX’s træningscenter for hjerneskadede. Det var et møde med meget kompetente kræfter. Dag 15.
Hej til Kong Frederik IX
Haderslev kommune råder over flere specialiserede træningscentre. Når der er tale om hjerneskader befinder træningscenteret sig i tilknytning til Kong Frederik IXs plejecenter. Her råder blandt andre ergoterapeuten L og fysioterapeuten T. I begyndelsen af mit forløb også den fysioterapeut studerende R.
I perioden fra 7. marts til 18. september var jeg en del af denne genoptræning. Og jeg gik fra at komme tøffende med rollator og et næsten lamt ben og en ditto arm. Langsomt men sikkert bar træningen frugt. Jeg kom til at gå igen, armen begyndte at virke og hovedet stiftede bekendtskab med noget, som kommer til at fylde i mit liv: nemlig ‘energiforvaltning’ og ‘hjernetræthed’.
Undervejs var forandringen enorm. I begyndelsen deltog jeg i såvel styrketræning som balancetræning. Og hver gang der var en pause gik jeg hen til en konstruktion, som minder om noget fra en ballet træning. To ‘barer’ hvor man kan lære at gå.
-Hvis jeg bare kan lære at gå fra en ene ende til den anden – uden krykke eller rollator – vil jeg være stolt, tænkte jeg.
Da jeg forlod genoptræningen på Kong Frederik IX var jeg slet ikke færdig med at genoptræne, men nu er det mit eget projekt og jeg har modtaget så mange gode værktøjer. Så det skal nok gå.
Jeg skylder L og T så enormt stor tak. Med faglighed, vedholdenhed og – ikke mindst – et fantastisk humør, har I givet mig min førlighed tilbage.
Styrketræningen blev afsluttet da jeg begyndte at arbejde igen, imens balancetræningen var en stor del af mit liv. Heldigvis var der, som terapeuterne sagde: Progression – fremgang, hele vejen.
Drømmen om comeback
Indrømmet, da jeg allerede fra første dag sagde at jeg ville vende tilbage til min klinik og mine klienter, troede jeg måske ikke engang selv på det. Men håbet voksede som de første måneder gik og fremgangen blev mere tydelig.
Første gang jeg var tilbage i klinikken. Godt hjulpet af rollatoren men alligevel stående på egne ben. Billedet er til ære for fotografen men det gav ekstra benzin på bålet med troen på at kunne vende tilbage. Dag 45.
Hele vejen igennem forløbet har jeg modtaget utallige hilsner med ønsket om god bedring og håbet om, at jeg kunne vende tilbage. Det gør mig så lykkelig indeni og giver ekstra motivation til træning.
Drømmen begyndte at blive til virkelighed da jeg lavede en aftale med ergoterapeut L, om at jeg kunne forsøge at bruge små behandlinger som en del af genoptræningen. Og vi, kontrolleret og sanktioneret af L og T, øgede omfanget af disse genoptrænings-behandlinger.
Det begyndte for alvor at tage form midt i maj måned da jeg kunne åbne klinikken 25%. Det var et forsøg, og heldigvis et forsøg som lykkedes.
Nu var jeg der, hvor jeg helst ville være. Tilbage i klinikken. Dag 89.
I løbet af de næste måneder blev 25% først til 50% og midt juli måned hed det 100%, dog med flere pauser end førhen. Men målet var nået. Jeg var tilbage! Hold fast hvor jeg har drømt om dette, og hold fast hvor er jeg blevet taget fantastisk imod. Ord kan næsten ikke beskrive hvor lykkelig jeg er for at være her.
Økonomien gav rynker i panden
Når man pludseligt bliver syg og der opstår stor tvivl om ens fremtid, er der flere ting man kan bekymre sig om. Naturligvis først og fremmest ens helbred, men det har jeg nu aldrig ligget søvnløs i bekymring omkring. Det har jeg derimod omkring økonomien.
Jeg har ikke nogle ‘guldrandede’ forsikringer, som griber én i situationen og – selv om jeg nok ikke burde det – var jeg bekymret for at min ‘Drifttabs forsikring’ for klinikken ville dække. Det skulle vise sig at den bekymring var grundløs, men indtil det blev bekræftet var jeg meget nervøs for at miste mit firma, som jeg samtidig kæmpede for at kunne vende tilbage til.
Også når man er selvstændig kan man ansøge om – og modtage – sygedagpenge. Det gjorde jeg, og bortset fra de første tre uger, som man selv betaler, så kunne jeg modtage sygedagpenge i op til 22 uger. Og da forsikringsselskabet bekræftede at min drifttabs forsikring ville dække alle de faste udgifter i lukke-perioden, kunne jeg ånde lettet op. Nu ville klinikken ikke gå konkurs imens jeg var sygemeldt. Men det nåede da at koste en del nattesøvn før det hele faldt på plads.
Ny livsledsager: Sukkersygen
Læs evt undersiden DIABETES her
“Hvis man giver sundhedsvæsnet en lillefinger risikerer man at det tager hele armen.”
Sådan kunne man tænke. For de indledende undersøgelser på sygehuset viste ikke blot, at jeg havde fået en blodprop. Jeg havde også forhøjet kolesterol, alt for højt blodtryk og så var jeg bimlende sukkersyg.
Mit blodsukker, som gerne må ligge mellem fire og seks lå på 22!! Og det såkaldte langtidsblodsukker, som viser blodsukkeret over en flere måneder lang periode, var 101. Og det skulle gerne være under 48.
Allerede under indlæggelsen på Aabenaa Sygehus begyndte mit nye liv med diabetes. Jeg fik målt nogle ‘groteske’ tal: Blodsukker på 22 og langtidsblodsukker på 101. Næsten nok til at komme i Guiness Book of Records. Kilde: Min Sundhed
Så begyndte et nyt liv. En dagligdag med fokus på blodsukkeret og en medicinering, som sikkert vil følge mig resten af livet. Fire gange i løbet af døgnet skulle blodsukkeret måles, hvilket betød en masse nålestik i fingerspidserne. Og i begyndelsen også stik med insulin tre gange dagligt.
Den såkaldte ‘langsomme’ insulin i låret hver morgen og den ‘hurtige’ insulin i maven middag og aften. Og så skulle kosten ændres radikalt. Masser af grønt, magert kød – gerne kylling og fisk – og farvel til slik, kager og fødevarer med masser af kulhydrat.
Vægttab er en vigtig faktor ved diabetes 2. Og min ‘kampvægt’ da jeg blev indlagt var 125,7 kilo. Men den begyndte ret hurtigt at flytte sig. Og det var vel at mærke uden at bruge vægttabsmedicin som fx Ozempic eller Wegovy. Da jeg forleden målte den hidtil laveste vægt, viste vægten 83,9 kilo. Vægttabet har således været 41,8 kilo!! (Det svarer sgu til 33,3 % – en tredjedel af kropsvægten).
Læs evt undersiden VÆGTTAB her
Når jeg engang imellem mangler noget af grine af, regner jeg på mit såkaldte BMI tal. Det så meget skidt ud i begyndelsen. Det var 41,1 !!! (Det skal helst være omkring de 25). Med min nye kampvægt hedder tallet 28 hvilket stadig en overvægtig. Faktisk skal jeg næsten tabe næsten mig 10 kilo endnu – så er der sgu ikke meget tilbage af mig 😮
Peter – ganske mange kilo lettere. Dag 336.
Helt efter planen er medicinen i flere tempi blevet ændret. Det er efterhånden længe siden at jeg fik insulin. Nu er behandlingen med piller og blodsukkeret har langt sig stabilt mellem 5,3 til 6,5, hvilket er meget tilfredsstillende. Da det er så stabilt, har vi kunnet reducere antallet af målinger, således at jeg nu kun måler blodsukkeret tre gange om ugen. Og langtidsblodsukkeret har heldigvis også lagt sig tilrette et godt sted. Ved seneste blodprøve, den 29. september viste den 36.
Der er således styr på blodsukkeret når jeg holder en god kost, god motion og en god medicin. Det er endnu uvist om jeg måske kan reducere medicinen endnu mere. Det må tiden vise.
Fremgangen giver håb og stolthed
Når man skal vende tilbage efter svær sygdom, skal der meget energi til. Og det bliver meget mere muligt at finde denne energi når man mærker fremgang. Hele vejen igennem har jeg haft en masse delmål, som måske kan se lidt ‘tossede’ ud når de ses i bagspejlet. Men da de var aktuelle betød de meget.
Mange ting har undervejs været værdifulde delmål. F.eks da jeg kunne afslutte genoptræningen på Kong Frederik IX. Ikke færdig med at træne men færdig i det offentlige regi. Dag 210.
Mål og delmål har forandret sig meget undervejs. I de første dage drømte jeg om, at jeg skulle blive i stand til at komme ud af sengen. Og, ved egen hjælp, at kunne komme på toilettet. Lidt senere også at kunne komme i bad, alene.
Efter at være lykkedes med at komme op med en såkaldt ‘præstestol’ opstod målet med at kunne gå lidt rundt på stuen med en rollator. Derefter at kunne gå nogle meter ned ad gangen på sygehuset. Da fysioterapeuten viste mig, hvorledes man kunne forcere en trappe begyndte jeg at drømme om at kunne komme hjem og fungere der. Og således har mål og delmål hele tiden flyttet sig.
En stor dag. Første lille gåtur med krykke istedet for rollator. Dag 49.
Selv om man bliver superglad for sin rollator, som betyder at man kan bevæge sig, kommer man til at drømme om, at gøre sig uafhængig af fire-hjuleren.
-Prøv en krykke, sagde terapeuterne ved genoptræningen. Og sørme om det ikke kunne lade sig gøre. Usikkert, men muligt. Snart var rollatoren kun påkrævet ved lidt længere ture. Og jeg tog den ikke længere med til træning.
Første ‘udflugt’ uden for hjemmet. Jeg var en tur med fruen i Kvickly men måtte efterfølgende erkende at de mange indtryk i butikken var hård ved hjernen. Men en god dag da den viste, at man kunne komme ud. Dag 38.
Én af de meget krævende projekter skulle vise sig at være indkøb. Ikke så meget på grund af benet, men mest på grund af hovedet. Når man rammes af en hjerneskade, som en blodprop er, mister hjernen sin evne til at sortere i indtryk og sortere det uvæsentlige fra. Så de mange indtryk i et supermarked blev for meget for den stadig skadede hjerne. Jeg oplevede det samme ved f.eks familie sammenkomster.
Et ret godt moment. Nu kunne man nemlig for alvor mærke at det ville ende meget bedre. Dag 87.
Men alt hvad man øver sig på, bliver man bedre til. Både krop og hjerne bliver hele tiden bedre. Og jeg oplevede en form for ‘tippe punkt’ efter 75-85 dage, for der ikke længere var tvivl om, at jeg ville vende tilbage. Jeg kommer aldrig til at løbe langt, spille fodbold eller cykle langt. Men det ville jeg sikkert ikke alligevel. Hvis jeg kan gå sikkert, kan forcere trapper og den slags – er jeg evigt taknemmelig.
‘HÅB’ står der med store bogstaver på bakken ved den store scene i Damparken. Det er naturligvis håb for de mange som kæmper med kræftsygdomme, som Stafet for Livet handler om. Men for mig var det også håbet om at kunne gå ved stafetten. Det lykkedes men gav også en løftet pegefinder. Dag 198.
Den store ‘eksamen’ havde jeg lagt op til skulle finde sted den første weekend i september når der var Stafet for Livet i Haderslevs Dampark.
-Jeg vil kunne gå rundt ved stafetten, har jeg sagt igen og igen i løbet af processen. På dagen for stafetten tog jeg fat på opgaven. Jeg havde – just in case – taget en krykke med, så jeg ikke skulle strande midtvejs på runden.
Det blev en fantastisk oplevelse. Der var tusindvis af mennesker, mange hilste, musikken var høj, solen skinnede og alt det der. Jeg havde stor fokus på hvorledes benet klarede det. Det slingrede lidt, men det var ok. Så jeg tog fat på runde nummer to, hvilket var noget af et sats. Jeg havde nemlig ‘glemt’ at tænke på hjernetræthed. Pludselig var det ligesom hele verden lukkede sig om hovedet på mig. Jeg hilste ikke på andre mennesker, så kun jorden og mine fødder, som bevægede sig fremad. Og da jeg nåede rundt, kunne jeg næsten ikke holde balancen de få meter – på glat asfalt – over til klinikken. Begge ben sejlede. Men så fik jeg prøvet en ordentlig omgang hjernetræthed – og det er også vigtig viden, som gør én klogere. Og målet – det blev nået.
Tid til nye mål. Disse bliver at kunne sparke til en bold, cykle, bære tungere ting og gå langt – og gerne på ujævnt underlag.
Peter i helt ny streg
-Du skal sgu have en ny tegning. Den gamle ligner ikke længere, er der en del som har sagt. Så nu har den dygtige karikatur tegner Budl Hebat fra Jacarta, Indonesien, tegnet mig i denne version. Min kones kommentar: Det er en flot mand, men hvem er det?
Tegnet af Budl Hebat, Jacarta, Indonesien, den 14. november 2025.
Méngrad venter
Når man rammes af en blodprop i hjernen kan man været ‘heldig’ midt i uheldet og komme nogenlunde helskindet ud.
Der er desværre også mange som slet ikke gør det. Mange ender med slemme handicap – både fysiske og kognitive. Jeg kender endda én som døde af det.
Jeg får – og har – naturligvis også mén. Det er endnu alt for tidligt at ‘gøre boet op’ og lave en vurdering af, hvor voldsomme mén det hele ender med.
Faktisk er det heller ikke så relevant. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke er forsikringsdækket for varige mén, hverken af mine normale forsikringer eller min pensionsaftale.
Det er utrolig vigtigt at jeg kan arbejde stort set helt normalt. Der er naturvis nogle ‘issues’ men ikke væsentlige. Det er privat jeg mærker at alt ikke er som det var en gang. Jeg er færdig når jeg kommer hjem fra arbejde. Får ikke lavet ret meget om aftenen. Jeg sover rigtig mange timer for at få hverdagen til at fungere og fysisk er der mange ting som er svære. Jeg går stadig (især når jeg er udtrættet) som én med en promille på 4.0 og taler (igen når jeg er udtrættet) som om jeg havde en kartoffel i munden.
Jeg kan ikke løfte ret meget uden af miste balancen. Det duer heller ikke at stå på fx en stige, kigge opad ret længe af gangen. Jeg kan heller ikke sidde på ‘hug’ eller hvile på et knæ. Udelukket er det også at cykle, løbe og den slags. I det daglige lever man med det, men at jeg fx ikke kunne være med til at bære kisten ved min fars bisættelse, i begyndelsen af december, gjorde ondt.
Men vi ved jo ikke hvor det ender. Mange ting kan stadig blive bedre. Som de siger i fagsproget: Der er stadig ‘progression’ i træningen.
Hvad man har lært af ‘rejsen’
Det er endnu alt for tidligt at tale om hele sygdoms-historien i datid, men derfor kan man godt – her hvor vi nærmer os årsdagen for blodproppen – gøre lidt status.
Der er nemlig meget at lære af sådan en omgang. Naturligvis ting som, at du skal huske at leve fornuftigt. Altså spise fornuftigt, få noget motion og hold igen med rygning og alkohol.
Men der er også mange andre ting. Én af de første ting, som jeg brugte en masse tid på, efter udskrivningen af sygehuset. Og det var at samle al information om de ting, der – både privat og i min virksomhed – findes af aftaler, forpligtelser osv. Lige fra hvilke forsikringer, konti og meget andet vi har. Inklusive hvilke adgangskoder osv som findes. Hvis min blodprop, den dag i februar, havde ramt bare en lille smule anderledes var Yvonne overladt til en hel masse ting og sager, som hun på ingen måde havde nogen anelse om.
Jeg kan kun opfordre alle til at gøre det samme. Og find så et sikkert sted at opbevare dokumentet – men et sted som dine pårørende kan finde.
Det er også helt tydeligt, at prioriteringerne i ens liv forandrer sig. Man må jo nok erkende, at økonomisk har sådan en sygdoms-historie været en meget dyr affære. Antageligt ca 100.000 kroner, og så ovenikøbet få år efter at vi mistede en masse penge under corona-nedlukningen. Men som min kone siger, når der indsniger sig lidt økonomi-depressive tanker: Du kunne jo også været død den dag, eller kommet hjem som ‘grøntsag’. Det har hun sgu ret i.
Så nu skuer vi fremad og håber på et 2026 uden sygdomme og dødsfald.
Jeg syntes at hele sygdomsforløbet har gjort én klogere.
Citat (mig selv):
“Det er utroligt at man skal få en hjerneskade for at blive klogere”
Små og store sejre
Hele den lange rejse har været præget af små og store sejre. Hvis man ikke har været i situationen, kan det måske syntes lidt ‘underligt’. Men når man står der og er lykkedes med noget, som man selv synes er stort, føler det som om man har vundet Tour de France 🙂
I næsten kronologisk rækkefølge kommer her nogle af de små og store sejre, som har fyldt i det første år efter blodproppen:
Komme op fra sengen (og kunne rykke sig rundt i sengen): Min ‘rejse’ startede fra absolut nul. Der var ikke meget som rykkede sig i kroppen når man sendte en tanke i kroppens retning. Fysser, sygeplejersker og SOSU’er kan en masse tricks. Og har gode værktøjer, blandt andet en såkaldt ‘Sara Steady’ som kan flytte med meget lamme mennesker, men det var virkelig svært at flytte med mig. Så det er sådan noget med at tisse i en kolbe, med svingende held.
Kunne komme på toilettet: Man kan næsten ikke forestille sig hvor gerne man vil ud på toilettet, og hvor stor en sejr det er når det lykkedes. Elegant var det ikke men hold da op hvor jeg arbejdede hårdt for at få det til at lykkes.
Kunne komme i bad ved egen hjælp: Jeg har den største respekt for de mennesker, som gav mig bad hver dag. Men for pokker hvor man gerne selv ville kunne. Det lykkedes fra den dag, hvor jeg blev udskrevet. Og jeg drømmer om, at kunne det selv resten af livet.
Kunne gå – med hjælpemiddel: Jeg har fået testet alle mulige hjælpemidler, lige fra førnævnte ‘Sara Steady’ over rollator, krykke, stok – og ingenting. Og hver gang man har kunne tage næste step har det været en stor sejr. Også en sejr, som man – undervejs – har tvivlet på at man kunne komme til. Nu – ét år efter – er det næste mål at kunne løbe lidt – bare 30 meter – men uden at styrte.
Kunne børste tænder: Allerede fra første dag har jeg forsøgt at børste tænder med højre hånd (som jo normalt er min ‘stærke’ hånd). Det lykkes at lukke hånden om tandbørsten, men at ramme vandstrålen og munden var en anden sag. Jeg ramte mindst 20 centimeter ved siden af. Men stille og roligt lykkedes det.
Kunne spise med højre hånd: På førstedagen, på FAM, blev jeg så overrasket over hvor lækker maden er. Jeg jeg bestilte tre stykker smørrebrød. Kan I forestille jer, at skulle spise ‘Dyrlægens Natmad’ liggende i en seng og en lam halvdel af kroppen. Ikke nogen god plan. Alle andre dage spiste jeg retter, som kunne spises med gaffel eller ske- Og altid forsøgsvis med højre hånd. Ikke 100% succes, men det var bestemt ikke den fremragende mads skyld.
Kunne skrive på telefon/computer: Når jeg skulle besvare beskeder og lave opslag, var det mest med venstre hånd. Og når man engang imellem forsøgte sig med også at bruge den anden, var det helt utroligt så mange mærkelige bogstaver og tegn, som kom frem. Det tog en krig at lave selv et lille opslag. Det er heldigvis blevet meget bedre.
Kunne gå uden rollator: Den dag da fysioterapeut T sagde: -Hvorfor prøver du ikke at tage en krykke og se om du kan gå med den?, sprang hjertet et slag over. Jeg var 100% afhængig af min rollator, men have forsøgt at gå i en særlig konstruktion, der har på Kong Frederik IX. Noget som ligner noget fra en ballet-skole. Jeg forsøgte, og gradvist kom jeg længere og længere væk fra det trygg
Tage med ud at handle: Når man sidder/ligger hjemme 24/7 kunne man godt tænke sig at der sker noget. Så jeg ville gerne med ud at handle. Det begyndte med en tur i Kvickly i Vojens. Klamrende mig til min rollator, tøffede jeg rundt i butikken. Hurtigt fandt jeg ud af at det sværeste slet ikke var kroppen men hjernen. Alle de signaler man får fra farver, lyde, folk og varer var bare for meget for den skadede hjerne. Stille og roligt blev det bedre, men jeg fik respekt på det at handle.
Komme op og ned af trapper: Trapperne på Abenraa Sygehus fik jeg ‘besejret’ og trapperne i vores eget hus ligeså. Men trapper er en udfordring – stadigvæk. Især hvis man har glemt at udstyre trapperne med et gelænder – ellers hvis jeg bærer på noget. Så må jeg stadig bestige/nedstige trappen med fronten ind imod trappen.
Begynde at arbejde: Drømmen over alle drømme var at kunne vende tilbage til det arbejde og den klinik som jeg virkelig elsker, og de fantastiske klienter jeg har. Drømmen var der hele tiden, men det så lidt uklar ud i begyndelsen. Da jeg, med terapeuternes velsignelse, begyndte at lave små behandlinger, som en del af min genoptræning, tog drømmen mere form. Og i løber at maj måned blev den helt klar. Jeg kunne fornemme, at den højre side kunne blive så god, at den ikke kun fik styrke nok, men også den følelse/fornemmelse som er så vigtig. Og den finmotorik, som kræves både i massagen og især i akupunkturen.
Skrive i hånden: Nu, næsten ét år efter blodproppen, er håndskriften stadig ikke noget at prale af. Men hvis man tænker på, hvordan det begyndte så går det jo meget godt – og hvor meget skriver man i hånden? Flere forskellige teknikker har været inde over i mit forsøg på at skrive så andre kunne læse det. Da jeg synes det så meget ‘håbløst’ ud, gik jeg over til at træne rigtig meget i at skrive en underskrift, som så nogenlunde troværdig ud. Så kunne man da det.
Få maven til at virke: Efter godt og vel 63 år, hvor jeg stort set aldrig har spist en pille, blev jeg pludselig massivt medicineret, og er det stadig. Så det blev en begyndelse på en lang lang periode med problemer med maven. Især rigtig meget forstoppelse. Også på denne front er jeg kommet langt, men fremragende er det ikke blevet. Og der skal nogle kostfibre ind hver dag for at holde ‘systemet’ i gang.
Stå op og tisse: Man tror det er løgn, men én af de store ‘trædesten’ på vejen var den dag da jeg atter var i stand til at lade vandet stående 🙂 Så havde man da fået lidt af sin mandighed tilbage 🙂
Knipse: Det lyder som en ligegyldig ting, men for søren hvor har jeg arbejdet med at kunne knipse igen med højre hånd. Det giver ligesom en følelse af at have genvundet noget, som kunne være tabt.
Fløjte: Det lammede ansigt havde ligesom sit ejet liv. Det var lidt sejt da det, efter en masse ynkelige forsøg, endelig lykkedes at fløjte igen. Der er ret meget god træning i at fløjte. Fløjte højt og dybt osv.
Tale uden at lyde som om man har en kartoffel i munden: Da blodproppen ramte, blev også ansigtet ramt. Højre side ‘hang’ og den halv-lamme tunge var svær at styre. Når jeg talte kunne jeg selv høre at det lød sært. Siden har jeg trænet talen meget. Det er noget man gør ved at sige en masse håbløst lange ord, som har alt for mange konsonanter og alt for få vokaler. Det går meget bedre, men når kroppen er udtrættet lyder det stadig lidt som om jeg har en kartoffel i munden. Men jeg har en ‘tyrker-tro’ på at jeg også kommer i mål med dette projekt.
Gå når det er glat: I denne tid, hvor jeg skriver på denne side er det for alvor blevet vinter i Danmark. Det betyder sne og is – også på fortove og P pladser. Og hvis der er noget som kan få balancen til at ‘sejle’ så er det glat føre. Men jeg træner og træner.